Sø’15 Armada til Aarhus havn


Posted august 2nd, 2015 af Villads

Lørdag morgen vågnede lejren ekstra tidligt. Sø’15 deltagerne skulle transporteres til Aarhus, og det skulle selvfølgelig gøres til søs. De 740 deltagende spejdere skulle fordeles i 75 både, joller og enkelte biler, og sejles på armada til Aarhus havn hvor dagen stod på en masse forskellige aktiviteter.

 

Armadaen afgik 09.00 fra Egå Marina, med Spejderskibet Klitta i front. Sejladsen foregik fuldstændig efter bogen, og endda så tjept at flere både anløb Aarhus Havn før det aftalte tidspunkt klokken 13.00. Indsejlingen skulle koordineres med havnetjenesten i byen,  da der af og til blæser en færge ind i et af havnebassinerne. Derfor lå armadaen til skue ud for Aarhus’ nyeste bydel, Aarhus Ø.

 

På kajen stod den på live musik ved bandet “Kucheza” og Sø’15 lejrorkestret, mens de yngste spejdere malede bannere til vores indgangsportal,  de lidt ældre dansede jungmands dans, og der var blevet smurt 3000 sandwiches til dagen så hele lejren kunne få noget i maven til hjemturen.

 

Efter nogle gode timer i havnen sluttede fornøjelighederne af med opstillingen af en fælles gruppebillede hvorefter hele lejren( foruden nogle enkelte grupper der blev til sightseeing i Aarhus)fulgtes hjem til Sø’15 pladsen og Egå Marina.

 

Vores dygtige fotografer har taget en masse billeder som du kan se herunder: